Spanien investerer i at gøre vinturismen mere tilgængelig på både vingårde og museer.

Landet sætter nye standarder for universel tilgængelighed – her kan vin og kulturarv nydes af alle, uden besvær.

Spanien sætter sig tydeligt i spidsen for en turisme, hvor alle kan føle sig velkomne. Det sker takket være en stærk satsning på inkluderende vinturisme med tilpassede ruter i  nogle af landets mest anerkendte vinområder. Fra Ribera del Duero til Jerez de la Frontera, Rioja Alavesa og Penedès, omfatter tilbuddene besøg på vingårde, museer, vinmarker og kulturelle initiativer med adgangsvenlige faciliteter. Det sikrer, at rejsende med nedsat mobilitet eller sensoriske handicap kan nyde vinområdernes og kulturarvens rigdom fuldt ud. I Rioja Alavesa (Baskerlandet) sørger ikoniske vinhuse som Marqués de Riscal for fuld tilgængelighed i form af elevatorer, ramper og handicapvenlige toiletter – og de tilbyder desuden hjælpemidler til besøgende med synsnedsættelse. Middelalderlandsbyen Laguardia har også tilpasset dele af sine ruter med skiltede gader og forbedrede adgangsforhold for personer med nedsat mobilitet. Vinoplevelsen suppleres af et bredt udvalg af overnatningssteder med øget tilgængelighed samt restauranter, der har indrettet sig uden fysiske hindringer og indført menukort, som gør oplevelsen lettere. I Ribera del Duero (Castilla y León) satser internationale topvingårde som Vega Sicilia på inkluderende turisme med tilpassede adgangsforhold i både reception og vinsmagningsrum. Castillo de Peñafiel, som huser det regionale vinmuseum, tilbyder ramper, elevatorer og 360º-virtuel rundvisning som alternativ for dem, der ikke kan bevæge sig rundt. I Aranda de Duero har vigtige kulturinstitutioner som Museo de Juegos Tradicionales og Museo Sacro de San Juan adgangsvenlige løsninger for mennesker med fysisk, visuelt og auditivt handicap - herunder teleslynge, tydelig skiltning og information i braille.

Adgangen til Castillo de Peñafiel sker via to trappeafsnit, som begge er udstyret med lift.
Adgangen til Castillo de Peñafiel sker via to trappeafsnit, som begge er udstyret med lift. © Shutterstock

Ruten fortsætter i Penedès (Cataluña), hvor Cavas Codorníu har tilpasset deres underjordiske rundvisninger med elevatorer og trappelifte samt audioguides og lettilgængeligt skriftligt materiale. Det moderne vinhus Jean Leon har integreret taktil skiltning og adgangsvenlige toiletter og forener dermed bæredygtighed og tilgængelighed i sine faciliteter. Endelig er vinkulturen i Jerez de la Frontera og Montilla-Moriles (Andalusien) også tilgængelig for alle. Hos Bodegas Tío Pepe er der lavet ruter med ramper, tydelig skiltning og oplevelser tilpasset gæster med sensoriske handicap. Hos Alvear er der etableret adgangsvenlige forhold i både smagelokaler og på indendørs ruter, og rundvisningerne kan tilpasses spansk tegnsprog. Også områdets historiske seværdigheder og hesteshows har øget fokus på tilgængelighed. Ud over besøg på selve vingårdene ligger værdien af universelt tilgængelig vinturisme i Spanien i muligheden for at nyde en helhedsoplevelse, der er inkluderende fra start til slut: tilpasset transport, adgangsvenlige museer, afmærkede kulturruter og sanselige oplevelser, hvor gastronomi, vin og kulturarv går hånd i hånd.