Covarrubias-ruten: en arkitektonisk rute gennem byer i La Mancha
En renæssance-rute, der forbinder arkitektur, landskab og kunstnerisk arv
Covarrubias-ruten giver mulighed for at opdage Spanien fra en anderledes vinkel, nemlig gennem landets renæssance-arkitektur. Denne kulturelle rute forbinder historiske byer og steder, der er knyttet til Alonso de Covarrubias, én af de største arkitekter fra det 16. århundrede. Kirker, paladser, klostre og katedraler udgør en sammenhængende rejse, der henvender sig til dem, der ser turisme som en mulighed for læring. Covarrubias-ruten inviterer til at udforske den spanske renæssance fra et arkitektonisk perspektiv, hvor bygningerne ikke blot er isolerede værker, men en del af en større kunstnerisk fortælling. Alonso de Covarrubias var den første til at indføre de klassiske renæssance-principper i Spanien. Hans værk giver os mulighed for at følge den æstetiske udvikling gennem hele perioden. Rejsen foregår primært i Castilla-La Mancha med Toledo og provinsen omkring som centrale destinationer. Toledo er et smukt eksempel på en historisk by, hvor renæssancearkitektur smelter sammen med byggestil fra tidligere tider. Kapeller, porte, hospitaler og paladser fortæller os om middelalderen og afspejler samtidig overgangen til en arkitektur, hvor proportioner og monumental enkelhed spiller en central rolle. At besøge disse steder giver indsigt i, hvordan Renæssancen tilpassede sig en by, der allerede var etableret. Torrijos, hvor Alonso de Covarrubias blev født, giver en første introduktion til ruten. Her finder man nogle af hans tidlige værker, som stadig er præget af gotiske former og giver indsigt i udviklingen af hans arkitektoniske sprog. Dette første stop introducerer rejsende til den kreative proces hos en kunstner, der var opmærksom på både innovation og de forandringer, der prægede hans tid. Rejsen fortsætter til Sigüenza, hvor katedralen og steder som sacristiet i Las Cabezas og alteret i Santa Librada giver et imponerende indtryk. Her bliver arkitekturen en sanselig oplevelse, og man har mulighed for at studere de byggetekniske løsninger og karakteristiske former, som prægede den spanske renæssance i sin storhedstid.

Pastrana er en vigtig del af ruten. Her findes det imponerende Palacio Ducal - et fremragende eksempel på arkitektur fra perioden. I nærheden finder man også byer som Lupiana, Yepes, Talavera de la Reina og La Puebla de Montalbán, der udvider ruten med klostre, klostergårde, hospitaler og kirker. Disse steder viser, hvordan den samme arkitektoniske stil blev tilpasset og spredt i forskellige områder. Covarrubias-ruten handler om mere en blot bygningerne og tilbyder en langsom og reflekterende rejseoplevelse for dem, der er interesseret i kulturarv, kunsthistorie og destinationer, der bedst opdages til fods. Hvert stop på ruten tilføjer nye lag af betydning og gør rejseoplevelsen til en sammenhængende kulturel rejse. Beliggenhed Castilla–La Mancha ligger i det centrale Spanien, syd og øst for Madrid, på den sydlige højderyg (Meseta Sur). Regionen er let tilgængelig via motorveje som A–3, A–4, A–5, A–31 og A-42, og har højhastighedstogforbindelser (AVE) mellem Madrid, Andalusien og Levante. Lufthavne: Albacete og Ciudad Real, samt de nærliggende lufthavne Madrid-Barajas, Valencia og Alicante. Havne: Valencia og Alicante.