Labyrinter i Cantabria for hele familien
Her forenes natur, leg og lokale traditioner
I Cantabria kan du fare vild mellem hække, majsmarker og poetiske stier. Regionens labyrinter er designet til forskellige typer besøgende og forener leg, kreativitet, natur og bæredygtighed. På den måde er de perfekte rejsemål for dem, der søger helt særlige oplevelser tæt på naturen. Tre labyrinter er skudt op rundt omkring i regionen som nye attraktioner i det lokale turismetilbud. De henvender sig til alle målgrupper og forvandler en simpel gåtur til en sanselig rejse, hvor leg, natur og lokal identitet smelter sammen. Villapresente-labyrinten i Reocín imponerer med sin størrelse: Med en længde på over en kilometer, mere end 5.600 kvadratmeter og vægge af cypresser på næsten to meters højde gør den til Spaniens største permanente grønne labyrint. Her kan man få helt særlige oplevelser som f.eks. spændende natture på udvalgte datoer. Efter besøget i labyrinten kan man udforske området ved at tage en tur til den charmerende middelalderby Santillana del Mar med den berømte klosterkirke og charmerende gamle bydel, eller et smut til nærliggende byer som Puente San Miguel og Quijas – alt sammen bare 15 minutters kørsel væk.

I Hermandad de Campoo de Suso byder Tilde-labyrinten på en anderledes oplevelse. Inde i en privat have fører ruten dig forbi skulpturer og små hjørner, hvor der er plads til ro og eftertanke. Labyrinten er nem at komme til og ideel for både familier og par, og den har fokus på læring og sanseoplevelser. Dagen kan fuldendes med besøg på borgen i Argüeso, ved de udhuggede klippekirker i Valderredible eller besøgscentret i Monte Hijedo, som også har et lærerigt escape room. Mellem majsmarkerne i San Román de Cayón tilbyder Granja La Flor en sæsonåben labyrint, som redesignes hvert år. Labyrinten er en del af en gård med et varieret læringsmiljø, hvor man kan deltage i workshops og interaktive lege eller besøge dyrene – en ideel oplevelse for familier, der søger interaktive oplevelser på landet. Hvis børnene ikke er trætte efter alt dette, kan dagen forlænges med et besøg i naturparken Cabárceno, kurbadet i Puente Viesgo eller de forhistoriske huler i Monte Castillo.

De tre labyrinter kan kombineres i temaruter, der forbinder områdets seværdigheder, styrker indlandsturismen og får gæsterne til at blive længere.