Oplev Galicien mur for mur
Fra kunstoplevelser under åben himmel til festivaler og kunstruter – Galicien markerer sig som hotspot for gadekunst.
Galicien har gjort gadekunst til kultur med international gennemslagskraft. Fra Lugo, Vigo og Santiago til småbyer som Fene og Quiroga forvandles grå mure til farverige lærreder. Monumentale vægmalerier, kunst-ruter og festivaler tiltrækker hvert år tusindvis af besøgende – og giver både etablerede og nye kunstnere en stemme. Gadekunsten er blevet et levende værktøj til at genoplive kvarterer, skabe identitet og lokal sammenhængskraft. I Ferrol er bevægelsen As Meninas de Canido et godt eksempel på, hvordan kunsten kan skabe forandring: dét, der begyndte som et enkelt maleri på en faldefærdig facade, er i dag en international festival, der samler hundredvis af kunstnere hvert år i september.

I Carballo fortæller murene også historier. Til Rexenera Fest, der er en festival for gadekunst, kan man opleve bykvarterer som O Chorís og A Milagrosa på en markeret rute, hvor kontrasten mellem byens landskab og de store kunstværker træder tydeligt frem. Festivalen byder desuden på møder med kunstnerne og på interaktive kunstoplevelser, hvor publikum kan være med. I Vigo giver initiativet Ciudad de Color nye muligheder for at udforske byens centrum set gennem moderne vægmalerier. Her giver den spektakulære Batalla Mural, hvor graffitimalere dyster live mod hinanden, en ekstra underholdende oplevelse til de besøgende. Uden for de store byer findes kunsten også. I Ribeira Sacra har den lille kommune Quiroga skabt ruten Arte en el aire (Kunst i det fri) – en 1,5 km vandretur, hvor vægmalerier, skulpturer og kunstfærdigt udsmykkede bænke med forskellige hylder områdets natur og lokale produkter. I Fene, ved Ferrolbugten, har gadekunsten fået international gennemslagskraft med værker som La violonchelista af Sfhir og El charanguista andino af Cristóbal Persona – begge kåret til verdens bedste vægmalerier af platformen Street Art Cities i 2023 og 2024.

Gadekunsten i Galicien er ikke kun smuk at se på – det er også en ny måde at udforske, leve i og fortolke kulturarven fra gaden.