Spanske rejsemål, der begejstrer både voksne, børn og teenagere.
Forlystelsesparker, naturruter og familievenlig kultur er blandt de oplevelser, der gør Spanien til den ideele familiedestination.
Familieturismen i Spanien har i de seneste år udviklet sig med en række virkelig attraktive tilbud, der er skabt til at blive oplevet sammen.Catalonien, Baskerlandet, Andalusien, Balearerne, Valencia-regionen og Madrid skiller sig især ud med oplevelser, der kombinerer udendørs aktiviteter, forlystelsesparker, kulturarv og aktiviteter for de mindste — og som sikrer kvalitetstid og fælles minder for hele familien. Andalusien er et rejsemål fyldt med muligheder for familier, der rejser med børn. Her kan man begive sig ud på vandreture i Sierra de las Nieves (Málaga) eller Sierra de Grazalema (Cádiz), følge de berømte Vías Verdes gennem tunneler og naturskønne områder eller besøge Doñana Nationalpark (Huelva) – et af Europas største og mest imponerende naturområder. Udvalget bliver endnu bredere med oplevelser som kamelture på Mojácars spektakulære strande (Almería) eller en sjov og lærerig dag med interaktiv videnskab i Parque de las Ciencias i Granada. I Catalonien har programmet Cataluña, hola familia! udvidet med nye destinationer, der giver endnu større variation i oplevelsesudbuddet. Her finder man alt fra vandaktiviteter i Banyoles til floder, natur og grotter i Benifallet, det historiske kulturarvsmiljø i Cardona, de fisker- og kulturprægede omgivelser i L’Escala, samt et bredt udbud af kultur og fritidsaktiviteter i området Baix Llobregat. Regionen udnytter også sin udnævnelse som World Region of Gastronomy 2025 til at give de mindste en smagsprøve på et sundt og lokalt forankret køkken.

På Balearerne har Ibiza lanceret programmet Ibiza Family Moments, som sikrer trygge og familievenlige oplevelser på hoteller, restauranter og i aktiviteter. I Santa Eulària des Riu kan familier nyde de rolige strande, tage på vandreture, besøge økologiske gårde som Can Muson eller prøve kræfter med klatring i trætoppe, hvor svævebaner og hængebroer hjælper én fra træ til træ. Ibiza gør sig også gældende kulturelt med tilbud som Barruguet-festivalen, en teaterfestival for hele familien. I Baskerlandet satses der også på familieturisme. Her findes aktiviteter for teenagere, og oplevelser med fokus på bæredygtighed er en integreret del af udbuddet. Det er også muligt at opleve regionens autentiske natur, sport og baskiske traditioner – hvad end det er på geoturisme-stier, i luften med paragliding eller i kulturcentre. I Valencia-regionen samler klubben Tour & Kids et væld af oplevelser – fra flodsejlads og teater-ruter til temaparker som DinoPark Algar. Netværket af deltagende kommuner giver endnu flere muligheder for eventyr og kulturtilbud, der er tilpasset alle aldre.

Endelig har Madrid-regionen samlet mere end 200 familievenlige oplevelser - lige fra besøg i Parque Warner og Zoo Aquarium til ture gennem verdensarvsbyerne Aranjuez og Alcalá de Henares samt udflugter til Sierra de Guadarrama. Med denne brede palet af oplevelser styrker Spanien sin position som et attraktivt rejsemål for familier og tilbyder aktiviteter, der giver mulighed for at nyde, lære og opdage sammen - året rundt.